Digthaven - logo

Returknap

Udgivet d. 19-10-2002

Digte af Søren Pertou

 

Hvad havde du forventet?

Du kigger stadig tilbage.
Tænker på hvad du gjorde forkert
Du rystes ved tanken: Tog jeg fejl?
Ingen giver svaret, det findes ikke

Retfærdighedens bjerg sprænges
Tusinde stumper i dynamit
Hvem bestemmer hvad der er rigtigt?
Troede engang du kendte svaret på alt.

Hvad havde du forventet?
Et liv efter mønster, alt lagt i rammer
Det kunne du have sagt dig selv
Ingen slipper fri for tilfældighedens favntag
Jeg ta'r ingen ansvar for dine fejltrin, din "skæbne"
Jeg har intet skrevet, er ingen forfatter
Måske var det hele en joke...........

Sidder nu alene tilbage
De brændte broer tynger din sjæl
Overbevist om andres fejlskøn
Virkeligheden trænger sig tættere på

Først nu har du virkelig brug for mig
Men det jeg står for er for længst væk
Forsvundet i afmagtens grusgrav
En bog uden navn er som liv uden ild.

Hvad havde du forventet?
Et liv efter mønster, alt lagt i rammer
Det kunne du have sagt dig selv
Ingen slipper fri for tilfældighedens favntag
Jeg ta'r ingen ansvar for dine fejltrin, din "skæbne"
Jeg har intet skrevet, er ingen forfatter
Måske var det hele en joke...........


Spøgelsestoget

Tilfældigt møde under stjernerne et sted
Gennem tågen lyste kun øjnene op
Som magneter tiltrukket af blikket
I bevægelse mod rummet hvor ensomheden havde ligget

Sprang på i farten uden at ane hvorhen
Alt hvad de vidste var at ingen ventede
Et tog på skinner, spøgelser forfulgte dem
Sprang af i farten for at vende hjem

De var sikre på at de var klar til at rejse
Så alting, blændet af forelskelsens rus
De havde brug for at drømme sig bort
Svæve, flyve begejstret som de i deres drømme havde gjort

Sprang på i farten uden at ane hvorhen
Alt hvad de vidste var at ingen ventede
Et tog på skinner, spøgelser forfulgte dem
Sprang af i farten for at vende hjem

Tænkte tiden var kommet til at åbne op
Lade alt flyde ud, intet gemmes væk
Men spøgelser kan ikke slåes ihjel
Når man vender ryggen til vender alting tilbage til en selv

Sprang på i farten uden at ane hvorhen
Alt hvad de vidste var at ingen ventede
Et tog på skinner, spøgelser forfulgte dem
Sprang af i farten for at vende hjem


Bærepose-frakken

Han lå med bærepose-frakken
Stirrende mod himlens dråber
Blinkede, som var det mod solens lys
Som posen beskyttede hans krop
skjulte de sorgens dråber

Gemt bag middelmådighedens mur
Forsøgte han at skabe fred
I et liv med alt andet end kaos
Kedsomheden vandt over kærligheden
Bjerget var i skred

I starten havde de fundet på
Tiden i ly af Amors spyd
Tilbage stod kun det tomme fængsel
Begge var nu frie fugle
Forgabte i at se mod syd

Måske han selv skulle have sagt fra
Fortrydelsens skær, mod hans krop
Brændende sin vej gennem hjertets væg
Aldrig mere turde han føle og
aldrig bare følge trop

Han lå med bærepose-frakken
Stirrende mod himlens dråber
Blinkede, som var det mod solens lys
Som posen beskyttede hans krop
skjulte de sorgens dråber

 

Returknap

copyrigth Digthaven 2000-2002