Digthaven - logo

Returknap

Digte af Marie Markvard Andersen

 


Brev til min elskede

Jeg venter i en blå tekop
på hjørnet af to cafeer
jeg vil gerne se dig
og kysse dig lidt mere

Jeg har ingen roser
har spist din chokolade
jeg har mistet mine drømme
og er lige ved at græde

Jeg druknede under din sko
da jeg så dig gå på vandet
du strålede som en junidag
mens jeg løb ud i sandet

Jeg vil vente 7½ minut
og resten af mine dage
og sende dig en blå konvolut
fuld af kys og klage

Jeg har taget en kikkert med
skulle du nu gå forbi mig
jeg venter på dit smukke smil
som himlen vist har sendt mig



Den sidste dag på jorden

Livet er et hav
og kærligheden en underlig fisk
der svømmer rundt og glor på os alle sammen
med udstående øjne

Gadefejere tænder lys i vinduerne
ved synet af sorte katte
der i ét væk
render henover alle gaderne

Alle de små børn
styrter hen til Jesus
der i dagens anledning
er klædt ud som julemanden
og giver gaver til alle dem
som har været uartige

Bordellerne holder længe åbent
og fiskehandlerne har travlt med at sælge
til de mindre heldige
der nu får det hele til halv pris

Konsekvensen af tanken er din skæbne
hvisker træerne i parken
mens kæmper med motersave
gør dagens arbejde færdigt
før de går over og får en enkelt øl

Nogen bestemmer sig for at bombe universet
før andre hugger idéen
men finder ud af hvor dyrt det faktisk ville være
og går slukørede hjem og ser fodbold

Meningen med livet
drøner ud gennem radioen
lige før reklamerne
mens vi begraver de døde
og danser os ind i solen

Fortvivlede opdager kvinderne
at der ikke er logik til i verden
og de synker sammen i små bunker af grus
mens mændene lærer at græde
og mennesket uddør

Vi burde være lykkelige
siger Gud
mens han med et suk
drejer nøglen om til Paradis
og går hjem


Den sidste sol på dagen

Duften af en lidt sær cigar-agtig lugt
blandet med døde skællede hudceller
og fedtede hinkestensbriller

Du rømmer dig larmende
og retter dig i den mørkegrønne lænestol
den med øreklapperne som jeg elsker
så støvet forskrækket hvirvler ud i rummet
afsløret af solens bløde lys gennem det høje vindue

Du har vist sovet -for længe tror jeg
og dine rynker er bekymret samlet i din pande
Din hud er blevet for stor til dig, gamle mand
Bogen du var ved at læse ligger på gulvet
Og du samler den op, men kan ikke huske hvor du nåede til
det var Napoelonskrigene
den lille mand med det store temperament
men er ligeglad og lægger tilfældigt bogmærket i

Hun er død for mange år siden
men sommetider tror jeg hun er på vej ind i rummet
når jeg ser det blide udtryk hos dig
som du havde før i tiden
som lige nu
hvor sollyset falder ind på dine knoglede hænder

Dit hår er let uglet i den ene side
det lidt der er tilbage
mærkeligt at tænke på dig som ung
på det støvede bryllupsbillede, rank og flot
du retter det ikke, selv med den evige kam i baglommen
som du rent instinktivt
kører igennem resterne flere gange dagligt
måske har du slidt det af

Jeg får lyst til at lægge et tæppe henover dig
men du er helst fri for at man pylrer om dig
og jeg vil ikke forstyrre støvet
der er ved at falde på plads igen
jeg vil savne dig
når stolen står tom ved vinduet
i den sidste sol på dagen
så jeg lukker forsigtigt døren i
på klem

 

Returknap

copyrigth Digthaven 2000-2002