Digthaven - logo

 

Returknap

Udgivet d. 29. december 2008

Digte af

Johannes Bech Dalsgaard

 

 

Momentvis momentum

Jeg har afsat en kurs
mod en blind position
i et dirrende mørke

Det springende punkt synes
altid et skridt
foran

Der er motorveje og
maskingeværer
i din stemme

(når du
altså ikke
holder kæft)

Det drejer sig
om dig Om dine
fødder
der forvandler
hver et skridt til hver sit
centrum
Centrifugen drejer samme vej
som verden
- vender altid tilbage
til sig selv

Skidt lader til at være
en grundtilstand

Vækkeure og vaskemaskiner
drejer rundt og rundt
om en egen forvitring
Gør alle lagner
rene igen Hvidvaskede
og viljeløse Verden
vender altid
hjem til sig selv
igen

(uanset
hvor verdensfjern
den blir)

Det er afstanden
til en afslutning der
ophører
øjeblik for øjeblik
fastfrossen fatalitet
som tyngdelove
i tegnefilm På kanten
af kantede ord i din mund står jeg
og har endnu ikke opdaget
at jeg allerede
tegner støvskyer på bunden
af kløften
Jeg er aftenens øl nummer ét
eller andet
i et ånde-
løst sekund før den knuses i
glasklare gloser der falder til jorden
Verden fødes for øjnene
- verden fødes for øjnene
af mig

Jeg har stirret mig blind på
fuldtoptrukne hajtænder
her midt
på min helt
egen vej
Jeg vender agterstavnen til
stjernerne Vender ryggen
til roret og
kaster ankeret
fra mig
- jeg har kurs
mod kernen
jeg har kurs
mod kernen
mens jeg synker

Det er
trådløse superhighways
hen over himlen
og jeg skifter tøj i en
telefonboks

Der sidder
en synkende sol
fast
i dit øje

og stemmernes bark ligger stille
mens havet
forsvinder

Dit blik bliver ved
med at plante et flag
i et nyt kontinent
bag en endeløs drøm

og jeg bliver
ved det

Det er øjne
på retfærdig
rotation i et
kuldsejlet
kranium

Det er sommerfuglens
flugt Det er ”Her er vejret”
Det er hvert eneste centrum
om hvilken du nogen-
sinde har tegnet
en cirkel Kompasnålen dirrer og drejer

(det er mig
der står stille)

Det er nattens skælvende
skæbnesol
i øjeblikket
før den går ned

Memento mori

1.

Dine øjne er grå
som aviserne
mellem ordene

Dine hjerteslag rammer mig
knyttede
midt
i mit ansigt

Dine breve er sendt
Dine sejre er glemt
Dine fodspor er afsat
tilfældigt

Dine læber knirker
som om der var tale
om ord

2.

Dine elfenbenstårne er bygget
af gibs Dine digte
er skrevet
i blindskrift

Dine sole har sat sig
fast i dit blik Dine byer
er badet
i bomber

Dine floder er flækkede
sprukne memento
som læber der ikke
vil tale

Dine skibe er ladet
med afsavn og sult og jeg
synker dem sømand
for sømand

3.

Dine træer er vokset
ind i en vildtfremmed
himmel

Dine fugle er fløjet
for aldrig at vende
tilbage

Dine skyer vil skygge
for noget der ligner
et ansigt

Dine udbrændte stjerner
er stadig en del
af dit tegn

4.

Dine fødder kan vejen
men vejen har
glemt alt om dem

Dine hænder
er bundet af fremmede
fingre

Dine ansigtstræk trækker dig
trådløst igennem
en drøm

Dine aflagte ord samler støv
mellem levende
linier

5.

Dine stjerneskud skød
dine darlings
Dine varsler er tydet
i blodet

Dine domme er afsagt
så sagte
Dine løftede fingre
er brudt

Dine statuer står
på min slagmark men
dine monumenter
vil visne

Dine sødeste sejre
er aske når
dine sange er sat
med mit punktum

6.

Dine dage
er talte
Dine suk er
som gjaldt det

at vælte
en mur

Dine løb de
er kørt
Dine bønner
er hørt

men ikke
besvarede

7.

Dine nætter
er mine nætter
- de hvisker et
udvisket
ord

som jeg prøver
at tyde
grå som aviser
skarpladte
som øjne

----------------------------------------------------------

Monument over månen

Forestil dig prærien
med månen på vej ned
ad trappen til mig Jeg er
alt for meget en
lonely cowboy
til at ramme andre skygger
end min egen

Forestil dig filmrullen
løbe ud et sekund ad gangen:
Der er plads til meget mere mørke
herinde

Den her historie er
slut før den begyndte Her er
stille
- the movie goes on
and nobody in the audience
has any idea

Cut!

Jeg trækker mig op
som med tandhjul i ryggen
Trækker tiden og stikkene
ud
Trækker en tragisk
revolver af bæltet
Skyder med skarpskud
mod udbrændte darlings
Vandrer igennem en
uselvisk drøm
der ikke er min
mod det sted hvor månen
står op
og slår mig
i gulvet

og det er hér
jeg placerer passerens
nøje afmålende nål
Et mål
på en tunge jeg ikke
kan tale
En cyklus så resten
af verden kan dreje
omkring det

Jeg er alt for
alvorlig
til at skrive et digt
om mig selv

Der er et tårn
imellem mig og det mørke muld
bundet fast til for længst udbrændte
stjerner stående
midt på en nedstirret nattehimmel
Vi navigerede altid
efter mørket midt imellem dem
Efter deres spejlinger som
spøgelser Som stod vi
på den forkerte side
af horisonten
hvor en kompasnål knejser
og peger mod himlen
Som en søjle Som et træ
Som et tårn hvis forladte
balkon nærmest ligner
en måbende mund

Kraner og kranier
raslende minder
falder til jorden som mursten
som tænder
som tænker jeg kun
på at ramme
i blinde

Så sæt dig til rette
her midt i min sætning
Den står som en skælvende
minaret
der lægger sig sagte
i det grønne
græs her mellem ordene
som en horisont lægger sig mellem
himmel og jord
hvor vi kan mødes
og langsomt tale os
væk fra hinanden

Jeg er også
alt for alvorlig
til at skrive et digt
om dig

Som vi står her
stirrende stumt mod den
stålsatte himmel
ligner vi to Babelstårne
hvert med sit sprog
som ingen kan tale
Vi murer umulige
måner i mørket
Vi maler kulissen
i frostklart forfald
Fundamentet finder vi
på mens vi venter
på noget der
i aller-
bedste fald
for længst er
faldet
til jorden
Jeg kan kun
ramme midt i mit eget blegansigt
og efterlade leende kratere
Mine ord er hurtigere
end deres egen skygge
som at sige:
Nu er der ikke mere
at sige
kun for at fortsætte


Jeg rejser mig Regn
mellem himmel og hav
Endnu en skælvende
skygge En trækning
henover dit
ansigt
hvorfra dine øjne
snart er trillet
helt hen til mig
- jeg er en åben bog
i et aflåst rum
i et tindrende tårn
bag et nøgent mørke Og du
har hverken nøgle lygte eller lyst
til at åbne munden
hvis bare det er
for ikke
at tale

Hvis vi var i live
var vi de første
der skulle dø

som ”et tårn
væltet ind
i sin udsigt”

og det er at stå op
af en sanseløs sætning
der satte sig fast som et
syngende syn
og sige:
vi mødes ved daggry
i sorthvide film

Her ligger vi så
som resterne af et omstyrtet Babelstårn
eller to
og vi ser mod stjernerne
fordi vi kun kan falde bagover
som øer af den samme vulkan
næsten et med horisonten
med et hav imellem os

og endelig har ordene forladt os
ridende mod en salig solnedgang uden at
se sig tilbage
så himlen eksploderer
uden
en lyd
men
vi er uantændelige
Vi er selve kulden når lyset forlader Sahara
som et flystyrt der flækker
i et smil

Det er os
- ikke himlen -
der falder

Som sten omfavner vi jorden
himlen
og hinanden
hver med armene om vores
Isak En isnende
ofring
af ikke-det-helt-
store

og hvor meget jeg
end prøver
er det altid min egen ryg
jeg dolker

Efterhånden har det lagt sig
det sidste efterskælv
ensomhedens Enoch
bjergene og Babylon
- her er
stille

og det
er det

Månen har lagt sig
på ryggen i aften
Tidevandet
har lagt sig
for nu

 

Returknap

copyright Digthaven™ 2000-2008