Bag glemslens bjerge
Bag glemslens bjerge, dybt i mine indre dale - findes jeg i al evighed,
mine tinder rækker mod den uendelige himmel, jeg vender mit blik mod
sol, måne og stjerner, drages vemodigt af det forunderlige himmelrum.
Et sted derinde, bag den uvirkelige virkelighed, hvilende blødt i mit indre,
findes mit glemte land, frodigt og smukt, med livgivende rislende kilder,
med latter og sang, flyvende fugle på lette vinger mellem himmel og jord.
Skyggedanser
Skyggedanser, du nattens engel,
og lysets mørke broder,
træd nærmere,
jeg ved du skjuler dig
i de dunkle kroge,
mærker det tungsindige strejf
af din favnende vinge.
Ved daggry, du fordrives,
når lyset bryder frem.
|