Digthaven - logo

 

Returknap

Udgivet d. 12. oktober 2005

Digt af

Camilla Lander Bæk

 

 

- Bind mig.

Bind mine øjne
så jeg ikke kan se dig
så jeg ikke ved du ser mig
røb ikke hvem jeg er

Bind mine hænder
så jeg ikke kan røre mig
så jeg ikke gør modstand
gør som du vil

Bind mine tanker
så jeg ikke ænser hvad du gør
så jeg ikke er til stede
bare skynd dig at bliv færdig

Bind mit hjerte
så det også smerten kan mærke
så du igen - én gang for alle
kan tæve og knuse det

Kom i mig
så jeg har et minde om dig
selvom det svider at vide
at jeg ikke var andet -
end et bundet offer

Når du er færdig
så gør hvad du vil
men fjern ikke bindet fra mine øjne
jeg vil ikke se dig . . .

 

- Pigen i spejlet.

Jeg står foran spejlet
Jeg ser en pige komme til syne
Engang var hun lykkelig og ubekymret
Hendes smil var smittende – sagde de
Og alle lo af hendes skøre påfund.
Jeg kigger dybere
I de øjne der engang sprudlede af energi
Som altid så det gode i alt
Og jeg koncentrerer mig om
At finde glimtet som alle engang bemærkede.
Hendes mund var så rød og rund
Så velplaceret og bemærkelsesværdig
Og delte glædeligt smil ud
Til alle den mødte på sin vej.
Jeg får nu øje på hendes bryster
Hvor bag der engang bankede et kækt pige hjerte
Kun med en piges hensigter
Og som kun blev udsat for glædelige dobbeltslag
Brysterne er kun store fordi de skal kunne rumme
og beskytte det store hjerte.
Længere nede for jeg øje på hendes hænder
Hendes engang så bløde pige hænder
Som havde de aldrig kendt til slid
Som hilste og vinkede til alle mennesker
Og som gav den venstre hånd til goddag
De gav et håndtryk der sagde
"jeg er lykkelig".

Jeg træder et skridt tilbage
Ser nu pigen blive tydeligere
Men
Hun er forandret,
Hendes smil er borte
Som fejet væk og pakket bort.
Øjnene har mistet deres udstråling
De er som på en dukke
Livs- og glansløse
Hendes bryster er stadig store
Men synes mindre
Intet hjerte fornemmes banke
Jovist det stadig banker
Men dobbeltslagene er forbeholdt smerten.
Hendes hænder hænger slapt langs hofterne
Den venstre med håndfladen udad
Men ikke for at sige goddag
Jeg ser de er beskidte og tørre
Som på en gammel dame
De siger
"jeg har gjort grimme ting".

Jeg træder endnu et skridt tilbage
Pigen er stadig den samme
Ikke mere tydelig
Men mere bekendt
Jeg fokuserer lidt og ser
Pigen… er mig.
Det er MIG!
Sorgen rammer mig som et slag i ansigtet
Men jeg skifter ikke udtryk
Smilet, hvorfor er det væk?
Har det fundet ud af at alle det smilte til
- og som det smittede
Alligevel bare passerede videre?
Og ikke lo med hende – men ad hende.
Øjnene, hvorfor er de døde?
Kan det være alle de tåre de har grædt
Som konsekvens nu har udtørret dem for liv?
Min mund,
Hvad er der blevet af den?
Den brede bue der engang prydede mit ansigt
Nu et der bare en smal streg
Så betydningsløst på papiret
Ligeså skødesløst plantet i mit ansigt.
Mine bryster, hvorfor synes de forkerte?
Jeg mærker at mit hjerte banker svagere
Måske er det blevet mindre?!
Så må brysterne da skrympe
Brysterne som for længst er blevet taget
Af alle mulige forgivet.
Hvorfor mærker jeg ingen lykkebekræftende dobbeltslag?
Har mit hjerte opdaget at
Alt der bringer det glæde
Lynhurtigt skifter intentionen ud og dolker det?
Og mine hænder, hvad gør de?
Mine engang rene og velplejede hænder
Neglene er beskidte og flossede
De styrer deres eget løb nu
River ind over min mave og hofter
De signalerer ingenting mere
De falder livløse på plads igen
Jeg ser på de sår der er efterladt
Det ser ud som om der står
''Dø som årsag af dig selv".

 

Returknap

copyright Digthaven™ 2000-2005