Digthaven - logo

 

Returknap

Udgivet d. 20. april 2007

Digt af

Carl Henrik Ladiges

 

 

Laura

Du møder mig med åbent sind,
og lægger dine arme,
omkring min hals, og kind mod kind,
du gi’r min sjæl lidt varme.
Det er så rart at føle,
jeg får værdi igen,
og det skal du ha’ tak for
min egen lille ven.


Hvad er det du fortæller mig,
kan hesten virk’li flyve,
og er det virk’li rigtigt sandt.
Man må jo ikke lyve.
Du nikker blot og smiler.
Du gør vist grin med mig.
Jeg tog nok sjov for alvor,
når alting var en leg.


Min kære lille søde skat.
Du bryder mine skranker.
Du gør mit sind så ungt igen,
med dine sjove tanker.
Har nogen spist min kage.
Var det en elefant,
og har du virk’li set det.
Så må det være sandt.

Hvor er din verden rig og stor,
med fabeldyr og trolde,
at den er fyldt med fantasi,
det spiller ingen rolle,
for dine øjne stråler,
når du fortæller løs.
Så bli’r jeg varm om hjertet,
min kære lille tøs.


NATANGREB

Forord:I en hver krig er barnet
altid en sikker taber. Sangen
beskriver et moderne militært
natangreb på en by et sted i verden,
set med barnets øjne


Himlen er så rød mor
med mange sole på
det lyser og det glimter
som tusind stjerner små
se ! de kysser himmelen
som var det stjerneskud.
Men kære mor så sig hvorfor
du ser så bange ud

Hvis du græder mere
så græder jeg med dig
lad mig få din hånd mor
og tryk dig ind til mig
er det gud som der er vred
ja! undskyld at jeg spør'
for himlen kommer ned mod os
så nær som aldrig før


Angst hun griber barnet
og trykker i sin favn
venter på han sover
og hvisker ømt hans navn
rammes af granatens splint
hun kalder på sin gud
og knuger barnet eksstra hårdt
mens' livet rinder ud

Morgensolens stråler
de lister stille ind
lader lyset spille
på drengens blege kind
våde øjne stirrer tomt
begriber ikke spor
han knuger ømt og inderligt
den byldt som var hans mor

Fredens blomst den vokser
på blodsbesudlet jord
bredes som et tæppe
og skjuler krigens spor
Fanden gemt bag blomsterløv
han hygger sig og ler
og venter så tålmodigt på
den næste gang det sker


Virus


Jeg skænkede mit hjerte, til en pentium med printer.
Så sad jeg ved min Pc, den lange triste vinter,
og fyldte den med alt, fra livets travle færden,
så den gik hen og blev, min egen lille verden.


Med sådan en Computer, bli’r gumpen sjældent lettet.
Jeg købte nu det hele, ved blot at gå på nettet.
Så skrev jeg mail på mail, som straks blev ekspederet,
og alt som blev bestilt, blev siden hen leveret.


Nu var jeg også stoppet, med køb af konvolutter.
For det der før tog timer, blev klaret på minutter.
Så biografbilletter ! Entre til festivaller,
det klared’ den imens, jeg hviled’ mine baller.


Som I ser, så gik det godt, og jeg var helt min egen.
Men Pc’n fik en virus, nu var det slut med legen.
Ja tænk! De sjofle vitser, de endte hos min faster,
og andre dumme filer. de røber mine laster.


Mit job det har jeg mistet, for chefen blev fornærmet.
Han så min jobansøgning, den toned’ frem på skærmen,
og jeg kan garantere, at det var ikke tanken,
et lille skyldnerbrev, sku’ dukke op i banken.


Hvis alle mine tanker, om alle dem jeg kender,
og alle disse filer, er sendt til mine venner,
og læser I så alt, ja! Så er jeg på spanden.
Så tak for al den tid, hvor vi har kendt hinan


 

Returknap

copyright Digthaven™ 2000-2007