|
NATANGREB
Himlen er så rød mor
med mange sole på
det lyser og det glimter
som tusind stjerner små
se ! de kysser himmelen
som var det stjerneskud.
Men kære mor så sig hvorfor
du ser så bange ud
Hvis du græder mere
så græder jeg med dig
lad mig få din hånd mor
og tryk dig ind til mig
er det gud som der er vred
ja! undskyld at jeg spør'
for himlen kommer ned mod os
så nær som aldrig før
Angst hun griber barnet
og trykker i sin favn
venter på han sover
og hvisker ømt hans navn
rammes af granatens splint
hun kalder på sin gud
og knuger barnet eksstra hårdt
mens' livet rinder ud
Morgensolens stråler
de lister stille ind
lader lyset spille
på drengens blege kind
våde øjne stirrer tomt
begriber ikke spor
han knuger ømt og inderligt
den byldt som var hans mor
Fredens blomst den vokser
på blodsbesudlet jord
bredes som et tæppe
og skjuler krigens spor
Fanden gemt bag blomsterløv
han hygger sig og ler
og venter så tålmodigt på
den næste gang det sker
En pige på atten
På " Bøndernes Hegn " da jeg var en knøs,
traf jeg en pige, en rødhåret tøs.
Et blændende smil, med charme som fanden.
Det var som at få sig et slag for panden.
Og pigen var atten, forelsket var jeg,
og alting det gik da den rigtige vej.
Hun gjorde mig åh! Så ør og svimmel,
hvor jeg så befandt mig i syvende himmel.
Hvordan det gik til, ja det står i en em,
Da dansen var omme tog pigen mig hjem.
Jeg lå i en seng, og hun i en anden,
Lidt pinligt, men jeg var genert som fanden.
I mørket der lå jeg og følte mig dum.
Det hele forløb havde gjort mig lidt stum.
Forvented' hun mon jeg selv sku' ha' hentet.
Jeg gav vistnok ikke hvad pigen hun vented'
I morgenens gry, jeg listede bort.
Det her var vist omme, en sviende tort.
Gud ved hvad hun nu beretter om natten.
Jeg blev vist til nar,for den pige på atten.
Ja! det her sker vel for andre end mig
Måske var hun bare genert li'som jeg.
En ting har jeg lært, dog uden at dømme.
At stå på det tørre, hvis ej man kan svømme.
|
